Flere nyheder

 
Teater
Vrede

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Vrede
Man. 27. mar. 2017
kilde: KultuNaut

Nyt drama på Folketeatrets scene Hippodromen i Nørregade, der kan opleves fra den 29. marts. (Foto: Gudmund Thai)

Hvor går grænsen mellem vandalisme og drengestreger? Er venstreorienterede aktioner mere stuerene end højreorienterede? Og er dobbeltmoral dobbelt så godt? Det er nogle af de spørgsmål der presser sig på i det nyskrevne australske stykke Vrede, som får Københavnerpremiere den 29. marts.

Handling
Hjerneforskeren Alice har bygget en facade af politisk korrekthed op om sin familie. Sammen med sin mand Patrick, succesrig romanforfatter, og sønnnen Joe, lever hun den kreative klasses gode liv. Da Joe bliver taget i at male racistiske slagord på en moske, ryster fundamentet under den veluddannede og tolerante families selvforståelse.

Hvordan kan det ske? Joe er jo vokset op i et oplyst hjem. Er det kammeraten fra arbejderhjemmet, der har haft en dårlig indflydelse på ham? Fordommene er nærliggende forklaringer, indtil en ung journalist begynder at afdække Alices fortid.

Vrede er skrevet af Joanna Murray-Smith - en af Australiens mest succesfulde dramatikere. Hendes værker er blevet oversat og produceret i hele verden, bl.a. på Broadway og i Londons West End.

På scenen ses Troels Lyby, Sarah Boberg, Camilla Bendix, Jacob Weble, Tanya Lund Andersen, Elliott Crosset Hove og Benjamin Boe Rasmussen. Madeleine Røn Juul iscenesætter forestillingen, og scenografien er skabt af Manfred Blaimauer. Gøje Rostrup står bag kostumerne, og Niels Brunse har oversat teksten.

Vrede kan opleves i perioden 29. marts - 6. maj.

Billetter samt mere information: http://www.folketeatret.dk/