|
|
Siden Peter Plys har mange børn sikkert, inklusiv undertegnede, ønsket at deres yndlingsbamse kunne tale. Men bamsen som er hovedperson i filmen Ted er ikke en sød honningspisende plysbjørn, som er bedste venner med grisling - denne bjørn er pervers, ubehøvlet, høj på stoffer og ikke børnevenlig.
Det er historien om John Bennett (som voksen spillet af Mark Wahlberg), der som dreng ikke har mange venner, og derfor kaster al sin kærlighed på den teddybjørn han får i julegave i 1985. Han giver den navnet Ted og de to bliver så gode venner, at John en aften ønsker, at Ted var levende. Den dybe stemme og fortæller i historien, Patrick Stewart (kendt fra X-men), lader os vide, at intet er mere kraftfuldt end en lille drengs ønske, og som et rigtigt julemirakel bliver Ted levende.
Som formodet, er dette ikke helt normalt, og Ted bliver hurtigt berømt, for i filmens univers accepteres det fuldt ud, at en bamse pludselig er levende. Men som så mange andre berømtheder bliver Ted glemt efter 15 minutter og fortsætter sit liv sammen med John. I takt med at John bliver ældre, udvikler Ted sig også, han taler pludselig ikke med en sød tegnefilmsstemme, men med Boston accent. John arbejder som sælger i et biludlejningsfirma og forsøger at blive voksen, men det er svært, da han bor sammen med Ted, som stadig ryger fed og ser TV-serier. Efterhånden er Johns kæreste, Lori (Mila Kunis), også ved at være godt træt af at komme hjem til Teds fester med prostituerede osv. Lori tvinger John til at vælge, og således bliver han nødt til for alvor at prøve at blive voksen.
Instruktøren bag dette særlige eventyr er Seth MacFarlane, manden bag Family Guy og American Dad!. Det kan tydeligt mærkes både i musik og ekstremt grove kommentarer. MacFarlane er mere end bare instruktør og forfatter, han er også Teds stemme og lægger krop til animationen. Hvis man kender Family Guy er det ikke svært at genkende stemmen og se karakterer som Bryan eller Peter Griffin for sig, men det bliver skam også kommenteret i filmen. Ted er meget velintegreret i scenerne og synes meget virkelig, og som med Family Guy er Ted ikke bange for at fornærme racer, køn eller berømtheder.
Filmen er meget sjov. I starten tilgiver man de sukkersøde øjeblikke, fordi de hurtigt bliver skudt ned af en ofte perverteret kommentar fra Ted. Men til sidst kammer det over i det sukkersøde ønskeunivers og filmen mister sit fyld, ligesom Ted. Dem der elsker Family Guy og American Dad! vil nok også elske Ted.
