Foto: Costin Radu

Det Kongelige Teater har annonceret deres ballet-opførelse af 'Kameliadamen', som et af sæsonens højdepunkter. Det blev det! Forestillingen er ganske enkelt en svimlende smuk oplevelse, der viser hvad ballet kan, når det er bedst.

Alexandre Dumas' tragiske kærlighedshistorie fra 1848 kan i den grad tåle, at der køres på de høje nagler følelsesmæssigt. Det er en tårepersende tragedie, hvor man helt fra start ved, det ender galt. Har man set Baz Luhrmanns film Moulin Rouge fra 2001, eller kender man til Verdis opera La Traviata, er man ganske godt med i handlingen om den tuberkuloseramte pariserkurtisane Marguerite Gautiers umulige kærlighed til den unge Armand Duval.

Den dragende kurtisane må nødvendigvis gå til grunde, når hun stik mod sit hverv havner i sine følelsers vold, og en søn af det bedre borgerskab kan nok have kurtisaner, men det går ikke an sådan at forelske sig i dem for alvor. Samfundets konventioner tillader mildest talt ikke deres forhold, og denne ulykke, at de ikke kan være sammen, bliver imponerende flot forløst af Den Kgl. Ballet.

Det er den meget anerkendte koreograf John Neumeiers version af Kameliadamen, der under balletmester Nicolai Hübbes kyndige direktion løfter sig til uimodståelige højder. Sidstnævnte spiller også rollen som Armands reserverede far, der med stor autoritet befaler Marguerite at opgive forholdet til sønnen. Historien fortælles i en række flashbacks, og tragedien får på sindrig vis et ekstra lag. Fortællingen spejles nemlig af en balletforestilling i forestillingen, hvor en berømt rokokokurtisane bedrager sin tilbeder med talrige beundrere. Sammenligningen med sin egen skæbne i forhold til Marguerite er oplagt for Armand, omend vi ved bedre. Det er snedigt tænkt, og det fungerer godt, at forestillingen eks. starter med slutningens bortauktionering af afdøde Marguerites ejendele. Der skal ikke afsløres for meget her, men da Armand helt til sidst lukker hendes dagbog, er der ikke et øje tørt. Det er der for så vidt heller ikke undervejs.

Stortalentet Alban Lendorf udfyldte denne aften rollen som Armand, og hele tre gange - under deres første møde, da de hengiver sig til hinanden og ikke mindst da bruddet er en realitet - danser han så gribende og inderlige pas de deuxer med sin Marguerite (denne aften Susanne Grinder), at det fik tårerne frem hos undertegnede. Det er på liv og død. Intet mindre. Hun forlener fremragende det flirtende kokette med en verdensklog, afgrundsdyb fortvivlelse, og Armand reagerer næsten agressivt udadrettet i sin desperate vrede over den umulige situation. Man føler virkelig med disse to tragiske kærlighedsfugle, der flakker rundt på scenen så sanseligt, smerteligt og helt helt fantastisk.

Det var således en af de aftener, hvor alt spillede på Gamle Scene, og det endda på trods af en kort ekstra pause pga. tekniske vanskeligheder. Intet kunne forstyrre magien, og også scenografisk er forestillingen generøs. Der er storladne dragter i de flotteste materialer og farver, smukke kulisser med transparente scenetæpper, som understreger legen mellem fortid og nutid, samt imponerende danseoptrin. Dette får raffineret modspil af Chopins forfinede lydunivers og de helt eminente pas de deuxer, der er holdt enkle i deres udtryk, trods et væld af komplicerede løft og svær teknik. Det svulmende schwung, som fortællingen absolut indbyder til, og som opsætningen til fulde byder på, bliver på den måde hele tiden kompetent balanceret. Det var stor kunst at være vidne til.

Seks stjerner herfra og håb om at opsætningen snart kan blive fast del af Det Kongelige Teaters repetoire.

Kameliadamen på Gl. Scene fra 30.3.12 - 2.5.12